I Danmark er undergrunden skabt af isens fremrykning og afsmeltning under istiden. Det har skabt steder hvor undergrunden er rent sand og andre steder hvor der er opbygget aflejring af mere lerholdig jord. Og andre steder igen, en god blanding. Undergrunden kaldes også mineral jord eller råjord og er kendetegnet med en gullig farve samt, at der ikke er humus (døde plantedele) i.I Danmark er undergrunden skabt af isens fremrykning og afsmeltning under istiden. Det har skabt steder hvor undergrunden er rent sand og andre steder hvor der er opbygget aflejring af mere lerholdig jord. Og andre steder igen, en god blanding. Undergrunden kaldes også mineral jord eller råjord og er kendetegnet med en gullig farve samt, at der ikke er humus (døde plantedele) i.

 

 

 

Overjorden, også kaldet muldjorden, ligger oftest i et skarpt adskilt lag, som er vokset i lagtykkelse gennem tiden. Det er sket ved mikroorganismers opblanding af døde plantedele, med den råjord der ligger nedenunder. Muldjordslaget i Danmark kan være alt mellem få centimeter og op til 1 meter, men ligger mest mellem 20 og 30 cm. De dybeste muldjorder findes typisk i bunden af lavninger hvor døde plantedele naturligt aflejres med vinden, eller bliver skyllet ned. Andre steder kan et tykt muld lag være opstået som følge af dræning af moser.Anlægsteknisk har jorden stor betydning for anlæggelse af mountainbikespor.

Generelt kan man sige at:

• Sandjord dræner vandet godt. Til gengæld bliver det løst når det er tørt. Hvis en sandjord er naturligt blandet med sten og lidt ler, kan det sandsynligvis bruges som mountainbikespor uden de større anlægsforanstaltninger
• Lerjord holder på vandet. Lerjorde kræver, til mountainbikespor, næsten altid en fastere belægning i overfladen
• Muldjord er generelt enten ler eller sand (eller en opblanding heraf) med en vis mængde humus i. Når der er humus i jorden vil jorden bedre kunne holde på vand, ligegyldigt om det er sand eller ler. Vand i materialet er fjenden – det fungerer som smøremiddel mellem partiklerne og giver mulighed for bevægelse i materialet. Kørsel i våd muldjord vil således altid ende med en ødelæggelse af overfladen. Muldjord er generelt ustabilt og kan have stor bevægelse under skifte mellem våde og tørre perioder.

For sporbyggere betyder det at kørsel i muldjord stort set aldrig vil holde, kun hvis brugen af sporet er meget lille, kan man forvente holdbarhed af overfladen.

Skov og naturområder i Danmark drives med forskelligt formål. De fleste skove drives som produktionsskov, mens nogle få skovarealer er henlagt som naturskov.Skov og naturområder i Danmark drives med forskelligt formål. De fleste skove drives som produktionsskov, mens nogle få skovarealer er henlagt som naturskov.

 

 

• Produktionsskov er kendetegnet ved at være i forskellige stadier af udtynding som foretages ca. hvert 5-10. år. Der plantes tæt i starten, hvorefter der indenfor 10 år skabes skovningsspor på 4 meters bredde med 16 meters afstand spormidte til spormidte. Efterhånden som træerne vokser, tyndes der ud til slutproduktet med høje store træer
• Naturskov er arealer, hvor det er besluttet ikke at røre mere ved skovens udvikling. Ofte vælges det at lave naturskov på steder hvor det ikke kan betale sig at lave skovdrift, enten meget næringsfattige jorde, våde jorde eller meget stejle jordstykker. Det kan også være andre hensyn, som fx jagt, unik naturskønhed eller andet der gør, at man ikke vælger at drive skoven som produktion. Ofte er det offentlige skovarealer der henlægges til naturskov.

 

Et andet vigtigt element ved sporanlæg i skovbund er viden om træernes rodsystemer. Generelt deles træers rod form op i 3 kategorierEt andet vigtigt element ved sporanlæg i skovbund er viden om træernes rodsystemer. Generelt deles træers rod form op i 3 kategorier

• Skiverod, fx rødgran og sitkagran. Skiveroden er som horisontalt voksende rod “tallerken”. Skiveroden er følsom for gravning i overfladen, idet forholdsvis få store rødder er bærende for træets stabilitet og vandforsyning. Hvis man graver en eller to rødder over kan det får stor betydning for træets videre udvikling. Det anbefales at anlægge “ovenpå” store rødder i stedet for at grave dem over.
• Hjerterod, fx bøg. Hjerteroden er kendetegnet ved mange rødder i alle retninger fra horisontalt og nedefter. Der sker ikke helt så meget ved at overgrave en rod eller over, da der er som regel er mange andre rødder der kan tage over.
• Pælerod, fx eg, skovfyr og alm. ædelgran. Pæleroden har som hovedregel en stor gennemgående vertikal rod (som en gulerod). Pæleroden er selvsagt ikke så følsom for at man graver ved siden af træet, da hovedforsyning og stabilitet til træet går gennem træets pælerod

Generelt bør der dog som hovedregel bygges ovenpå rødder større end 10 cm i diameter. Rødderne kan beskyttes med store sten ved siderne, og der kan bygges et lille hop eller pump ved roden, så den bruges som en feature i stedet for et problem.

For mountainbikespor betyder en god udnyttelse af terrænets hældning meget i forhold til den oplevede værdi af sporet.

 

Mange steder køres lige op og lige ned ad skråninger, med erosion og dybe kløfter til følge. Men der findes en række grundprincipper som hvis de overholdes, kan gøre det muligt at bygge spændende spor i dramatisk terræn, der kan holde.

 

Læs i dokumentet her om terræn og grundprincipperne i at lægge holdbare mountainbikespor i terræn.

 

Traditionel anlægsmetode
Traditionelt anlægges veje og stier altid med udgravning af en vejkasse eller ”stikasse”. Alt muldjorden graves væk, så man kommer ned til råjorden og kan bygge op med stabile mineralske jorde (uden humus) som fx stabilgrus.
Lægger man fx stabil grus direkte ovenpå muldjorden vil muldjorden kunne bevæge sig under, og kan blive blandet op ved kørsel, hvor der ”æltes” med hjulene”.

 

Endvidere bevæger vandholdig muldjord sig meget under frost og tø. Det er med til at skubbe nedefra og gøre laget ovenpå løst.
Således skal ethvert spor der skal anlægges med sikkerhed for at kunne holde til helårs kørsel, som udgangspunkt anlægges ved udgravning af stikasse og opbygning med stabilgrus.
Men, der findes også andre løsninger til steder hvor ønsker, ressourcer og tilladelser begrænser muligheden for den anlægstekniske korrekte løsning til helårsspor.
Alternative anlægstekniske metoder
Den traditionelle anlægsmetode beskrevet ovenfor sikrer helårs spor, som kan holde. Men anlægsmetoden er dyr og i nogle tilfælde helt urealistisk med de ressourcer man har til rådighed. I andre tilfælde kan anlægsmetoden ikke accepteres af skovejeren, eller årsagen kan være certificeringer, naturhensyn, fredninger m.m.
Den traditionelle udgravning vil grave mange rødder over. Nogle skovfogeder synes det er for stort et indgreb og kan skade træernes udvikling, andre mener ikke det har den store betydning.
På lette sand jorde (hvor sandet er blandet med lidt større sten) kan sporet etableres ved blot skrabe de øverste 3-5 cm. af øverste lag døde blade og kviste på sporet og køre på det, som det er.
Holdbarheden er dog, udover sand/sten blandingen, også afhængig af humus indholdet som beskrevet ovenfor. I løvskov vil humus indholdet ofte være for højt, men i nåleskov hvor der ofte findes et mindre humus indhold i muldjorden kan denne metode være en løsning.
Et alternativ til udgravning helt til råjorden er, at lave et ”skrab” i de øverste 5-10 cm af skovbunden. Herefter udlægges stabilgrus i lidt overhøjde til det øvrige terræn, og der kantsikres med den mest faste jord der er skrabet af. Metoden sikrer, at vigtige rødder ikke graves over. Samtidig sikrer overhøjden at vand ikke fanges i sporet på fladere arealer.

Alternativ stikasse – på skrå arealer
På meget skrå arealer vil det formentlig være nødvendigt at grave lidt ned i bagkanten for at skabe en hylde der kan køres på. Metoden kaldes også et Bench Cut. Dybden der skal graves kan reduceres ved at lægge en stamme til at støtte sporets kant mod dal siden. Stammen kan støttes med en pæl, hvis nødvendigt.

Alternativ på fladere arealer, hvor man ikke ønsker at grave
Her bliver man nødt til at hæve sporet lidt mere. Der kan startes med udlægning af en større stenstørrelse, som er med til at fordele trykket og bære stien. Anbefalet stenstørrelse er sorteringen Singels som har størrelsen 32/64 mm. Der udlægges minimum 10 cm. singles og 8-10 cm. stabilgrus. Stierne skal etableres med faste kanter, alternativt laves minimum 1 meter i bredden.
Alternativer på meget våde arealer
Skal man arbejde i meget våde arealer er første råd at grave grøfter og lave broer eller underføringer, så vandet kan slippe væk, på stedet det fanges. Dræning i skove dur ikke, da drænrør hurtigt stoppes til af rødder

Hvis der ikke kan/må graves grøfter, kan der udlægges plast celler (plast græsarmeringsplader) i bunden. Pladerne hjælper til at fordele trykke og bærer sporet ovenpå den våde underbund. Sidste bastion mod våde, følsomme områder er at bygge broer.

 

Holdbare helårs mountainbikespor kræver en fast overflade der kan bære cykel og rytter, holde til cyklens dækbevægelser og lede vandet væk. Det kan muldjorden i skovbunden ikke.
Til mountainbikespor i skoven bør vælges en stabilgrus som base og et toplag. Stabilgrus har egenskaber der gør at det kan virke som bærende lag og evt. som fast overflade. Det anbefales at sporet færdiggøres med et toplag på sporet. Toplaget skal sikre en fast og slidstærk overflade, og bør være af typen slotsgrus eller lignende.
Stabilgrus sammensættes i en grusgrav, hvor store sigter fordeler og sorterer kornstørrelserne på den råjord der graves i grusgraven. Herefter blandes helt fine ler partikler med sand og sten til en sammensætning der overholder Danske Standard normer.
Stabilgrus fås både som bakke materiale (traditionel grusgrav) og som sømateriale, hvor der suges fra havne eller søer til grus blandingen. Undgå sømateriale, da det som regel indeholder mange runde sten og flintesten. Runde sten fra sø materialet gør, at stabilgrus laget binder dårligere sammen og flintesten giver flere punkteringer.
Bemærk at der indenfor normerne alligevel er stor forskel på en almindelig stabilgrus. Andelen af knust materiale sammen med lerindholdet, har stor betydning for hvor godt det udlagte materiale binder sammen. Får man en stabil grus med vægten mod større korn indenfor rammerne og i den lave ende af knust materiale, kan stabilgrusen være svær at banke sammen, og vil hurtigere kunne brydes af fx opbremsninger. Tag en snak med grusgrave i nærheden af spor projektet, om det stabilgrus der laves på stedet, spørg efter kornkurver og diskuter hvor vægten af størrelsen fordelingen ligger.
Endvidere findes der stabilgrus som laves af knust granit og kan anbefales, som et mere holdbart materiale end almindeligt stabilgrus.
Den almindelige fagkundskab anbefaler for anlæg af stier, at stabilgrus bør lægges i et lag på mindst 11-12 cm., så når det komprimeres opnår en tykkelse på 10 cm. når det er komprimeret.

 

 

Features krydrer oplevelsen på sporet og danner landemærker og intervaller på ruten, som mange finder spændende som indhold. Fx kan man på et lidt kedeligt stykke grusvej ligge og glæde sig til den næste feature, og tænke igennem hvordan man angriber et hop eller drop i dag, eller beslutter sig for at øve det flere gange når man kommer til det.Derudover kan features være med til at øge rytterens tekniske kunnen, hvis rytteren griber udfordringerne an efter evne og med kyndig vejledning.Her på siden beskrives• Rockgarden• PumpsLæs mere i dokumentet her om switchbacks, berms, hop og broer.Rockgarden
Rockgardens bliver stadigt mere populære features på sporene i Danmark. Stenformationer af forskellig størrelse og form giver en spændende udfordring, som oven i købet er meget varieret i forhold til våde og tørre forhold. Rockgardens kan bruges både som op og nedkørsler og kan bygges med flere linjer og længder på samme rockgarden, så det er muligt at starte med korte lette forløb, og senere udvide med længere og sværere linjer på featuren.Tænk forløbene godt igennem og brug tid på at forme og test køre forløbene, så angivelsen af lette og svære linjer stemmer overens med virkeligheden. Sæt et forklaringsskilt om linjer og teknik til brugerne lige før en rockgarden, så nybegyndere kan få god information om at lære featuren at kende og udvikle sig på den.
Pumps
Pumps er det nye sort på MTB spor! Pump elementer kommer fra pump tracks som er baner anlagt til at kunne “pumpe” cyklen rundt, uden at bruge pedalerne til at træde fart i cyklen.Grundregler for at placere pumps på et mountainbikespor.• Pumps bruges til at få fart i cyklen, derfor skal man ikke placere pumps hvor man i forvejen har fart• Pumps er ikke en hopserie, – er der for meget fart risikerer man at ramme den næste forkert• 2-4 pumps kan med fordel placeres på tekniske strækninger med mange sving, hvor man er lige ved at miste farten, – i stedet for at bruge pedalerne, kan man pumpe cyklen op i fart igen• Lave pumps er oftest rigtigst, høje pumps hører til på pump tracks• Pumps bør have et 1:10 forhold. 1 i højden fx 25 cm og 10 i længden mellem toppe altså 2,5 m. Eller fx 30 cm og 3 meter.

 

Under anlægget skal der tages stort hensyn til skovningsspor, hvor store skovningsmaskiner med interval på 5-10 år kommer og tynder i bevoksningerne. Det er besnærende at lægge sporet her, for her er jo ryddet og åbent. Men risikoen for at få sporet ødelagt. Hvis der ikke er andre muligheder end skovningssporet, kan løsningen være at lægge sporet i midten, så hjulsporene gaber over sporet.

Aftalen om sporets drift og vedligehold laves som en del af sporprojektet fra starten.
En vigtig aftalepart under vedligeholdelsen er skovejeren eller den hos skovejeren der har ansvaret for skovens produktion, således man kan få en god dialog og få koordineret skovens drift med mountainbikesporet.
Det drejer som mest om at få store maskinoperationer til at tage så meget hensyn til sporet som muligt.

Klubben eller foreningen der skal vedligeholde sporet bør tænke en langsigtet og bæredygtig organisering af vedligeholdelsen. Når den første eufori over det nye gode spor har lagt sig, bliver det hverdag og det kan være vanskeligt at holde gejsten hos de frivillige til at udføre vedligeholdelse.

En ide som der arbejdes med flere steder i landet, er inddeling af sporstrækninger som en eller flere så får ansvaret for at vedligeholde. Ideen er at få skabt ejerskab til strækningen, og samtidigt have overkommelige opgaver fordelt på flere hænder.Foreningen bør sammen lægge en årsplan.

Årsplanen skabes på et årligt planlægningsmøde hvor der etableres en vedligeholdelses masterplan.Masterplanen kan med fordel deles op i den almindelige vedligehold og konkrete reparationer:

• Det almindelige vedligehold kan opdeles i sporstrækninger og fordeles som beskrevet ovenfor
• Større indsatser som fx reparationer indtegnes på kort og refereres til masterplanens liste, på samme måde som under anlægsfasen

Opgaverne i almindeligt vedligehold defineres som friholdelse af spor korridoren hvor grene skæres tilbage, og eventuel bundvegetation som græs og brændenælder slås ned. Herudover kan der på spor i skovarealer med stort løvfældende overdække med fordel fjernes blade fra sporet, når alle bladene er faldet af.

Et tykt lag blade kan forhindre at vand kan trække væk fra sporet, og efterhånden som bladene nedbrydes til muld, får man således muldjord oven på sporet. Almindeligt vedligehold omfatter også vedligehold af eventuelle features i træ, hvor man bør tilse træ for råd og skader, og planlægge udbedring af skader.

Bemærk at vegetationen også kan bruges som adfærdsregulerende element. På helt åbne sporkorridorer med god oversigt vil man naturligt kunne holde farten høj. På steder hvor man ønsker farten sat ned, fx tæt på andre spor med andre brugergrupper eller før et vejkryds, kan man lade vegetationen slutte tættere om sporet, så man naturligt sætter farten ned og undgår opbremsninger.

Selv med den bedste planlægning og anlægsmetode kan det ske at der efterfølgende kommer skader på sporet.
Typiske ses slidskader på steder med uforudset opbremsning, jordbunden bevæger sig så der samles vand i sporet, eller udefra kommende skader som fx kørsel med skovmaskiner ødelægger en strækning.
Skaderne bør udbedres så hurtigt som muligt, inden brugerne af sporet selv finder nye veje uden om en opstået vandpyt eller anden skade.

Ved opbremsnings skader kan det eventuelt være en løsning at lave features der nedsætter farten inden man kommer til stedet hvor der bremses. Alternativt kan det være nødvendigt at lægge sporforløbet helt om, så årsagen til at der bremses fjernes. Det kan fx være skarpe sving eller for stejle nedkørsler, eller hjulspænd på for stejle opkørsler.

Hvis spor skal sløjfes, bør der lægges stammer og grene over det gamle spor, så det er tydelige for enhver at man ønsker det nye spor benyttet. I det fleste tilfælde kan man blot lade eventuel grusbelægning ligge, da den ingen nævneværdig indflydelse har på skovens videre drift.

5.5.1 Afvandingsdyk
Opstår der på sporet vandsamlinger kan man med fordel lave afvandingsdyk af sporet. Det foregår ved at man på en strækning på 3-4 meter dykker dalsiden af sporet ned, så vandet kan løbe af. Hvis spor på helt flade arealer samler vand, må der fyldes op i hullet og sikres at sporet har fald til den ene eller den anden side, alternativt højst på midten med fald til begge sider.

5.5.2 Hold rytteren på rette spor
Mange steder kan mountainbikere finde på selv at skære genvej eller finde vej uden om fx et nyt opstået mudderhul på sporet.
Løsningen på det sidste er naturligvis at få afvandet og skabt et holdbart spor hvor der køres uden om.
Hvis der skæres genvej, må genvejen stoppes ved udlægning af grene og stammer, alternativt kan sporbyggeren se på om genvejen i virkeligheden var en bedre linje, og måske beslutte at bygge sporet om i forhold her til.

Helt generel god fundraising strategi er, at skabe bredt sammensatte partnerskaber. Et projekt som søges kun af klubben selv er ofte for snævert for fonde, som gerne vil se deres projekter lykkes med bred opbakning.

Forsøg derfor at sammensætte projekter som rummer både parter fra brugere, lodsejere, repr. for andre grønne organisationer, myndigheder og markedsføring (f.eks. turismen), – så er der skabet et stærkt grundlag for et succesfuldt projekt som kan opnå funding.

Det kræver imidlertid en tovholder eller koordinator tilknyttet projekt, og når koordinatoren har taget alle i ed på projekt indholdet, kan projekterne som regel også gennemføres uden vanskeligheder mellem partnerne.

I dag vil næsten alle tilskudsmidler være betinget af andre tilskudmidler og/eller frivillige indsatser (ofte værdisat til 100 kr. pr. frivilligtime). Tilskudsmidler vil også ofte være betinget af, at man kan dokumentere arealtilladelser og opnå de nødvendige myndighedstilladelser i henhold til f.eks. planlov, skovlov, naturbeskyttelseslov m.v. Endvidere skal den fremadrettede drift være sikret- ofte som minimum i et 5-års perspektiv eller et 10 års perspektiv for at kunne begrunde en investering i anlæg og faciliteter.

Således anbefales det at gennemarbejde sit projekt med god planlægning, kortmaterialer og budgetter som du kan finde input og oplæg til her på vidensbanken.

Ry Bike Park blev støttet som et “Lokalt grønt partnerskab”

Der stilles også krav om en god og velbegrundet projektbeskrivelse og et realistisk anlægsbudget – som oftest baseret på erfaringstal eller indhentede tilbud. Projektbeskrivelsen skal kunne anvendes både til at fremskaffe økonomi (fundraising) og til at sikre myndighedsgodkendelser.

Der er masser af gode eksempler på støtte til MTB spor projekter:

Nordeafonden: Støtter projekter over 100.000 kr. centralt, mens projekter under 100.000 kr støttes af det lokale bankråd. Eksempelvis har sporbyggerne i Hareskoven få støtte, og her kan du læse om støtte til projektet i Egebjerg bakker på Sydfyn

Friluftsrådet, udlodningsmidler fra tips og Lotto: Eksempler på støttet projekt er MTB-rute i Pamhule Skov

LAG (Lokale AktionsGrupper) – udvikling landdistrikter: De forskellige LAG’ere vægter lidt forskellige projekter i henhold til den lokale udviklingsstrategi. LAG i Vejen har lavet en god liste over en masse fonde, som du kan finde her

Mange helt lokale fonde støtter lokale formål og lokale projekter. Dér er man nødt til at orientere sig på nettet.

Mange kommuner har afsat puljer til lokal udvikling og borgerdrevne initiativer. Det veksler fra kommune til kommune, offte vil tilskud til etablering af MTB-anlæg og –faciliteter bero på kommunal opbakning og/eller opbakning fra Naturstyrelsens lokale enheder i form af adgang til arealer eller økonomisk støtte i kombination med en frivillig indsats fra brugersiden – som oftest frivillige fra MTB-klubberne.

Det er pt uvist, om Naturstyrelsens pulje til grønne partnerskaber nedlægges med vedtagelsen af den kommende finanslov. Ellers er det oplagt at kigge på den her.